Der var støvet, der flød med kødsaft på hylderne i et kølerum, og i det hele taget var der særdeles snavset, da fødevarekontrollen besøgte den kendte københavnske madkæde Cofocos storkøkken i Kastrup den 30. oktober i år.
Sådan et svigt koster en bøde på 15.000 kroner, skriver 24timer.
I Kastrup produceres mad til Cofocos take away-koncept, til de populære Le Marché-butikker samt til Cofocos cateringvirksomhed, som bringer frokost ud til københavnske arbejdspladser.
Endelig er det også i storkøkkenet i Kastrup, at Cofocos frostmad, der blandt andet kan købes i udvalgte SuperBest-butikker, produceres.
Cofoco har efter kritikken fra myndighederne strammet op på rengøringen i storkøkkenet, som kæden etablerede for et års tid siden.
- Vi skal lære at drive et storkøkken, og det arbejder vi på højtryk for, siger Torben Klitbo, ejer af Cofoco, til 24timer.
- Der er andre krav til engrosvirksomhed end til en almindelig restaurant inde i byen. Vi skal lære at drive engrosvirksomhed, og der er jo skrappe krav, som vi gør alt for at opfylde, men det mente de ikke, at vi gjorde godt nok, så nu har vi fået ekstra rengøring på.
Cofoco har desuden hyret et eksternt firma, som har lavet et nyt egenkontrolprogram til madkæden.
- Kvalitetschefen får også en assistent - det er hans julegave fra mig i år. Jeg vil ikke garantere noget, men vi gør alt, hvad der står os i vores magt, for at undgå gentagelser, siger Torben Klitbo.
/ritzau/