Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har udløst vrede blandt sine landsmænd i Gazastriben. Til gengæld er der glæde i Israels præsidentkontor.
Det skyldes, at Abbas til israelsk tv har antydet, at palæstinenserne måske skal glemme et af deres helt centrale krav i striden med Israel om samme landområde, nemlig kravet om, at palæstinensiske flygtninge skal have ret til at vende hjem.
Abbas sagde i interviewet fredag aften, at han ikke har planer om at gøre krav på sit barndomshjem i byen Safed i Galilæa.
Det område er i dag en del af staten Israel.
- Jeg ønsker at se Safed. Det er min ret at se det, men ikke at leve der, sagde Abbas, der også gentog, at han anerkender staten israel inden for de grænser, der var forud for Seksdageskrigen i 1967.
Udtalelsen er hilst velkommen af Shimon Peres, Israels præsident.
- Abu Mazens modige ord beviser, at Israel har en ægte fredspartner, sagde Peres, der brugte det navn, som selvstyrepræsidenten uformelt bruger på arabisk.
Abbas' udtalelse deles ikke af alle palæstinensere, specielt ikke i Gazastriben, hvor det islamistiske Hamas sidder på magten.
Abbas er fra det mere verdslige Fatah, som kontrollerer Vestbredden.
Ismail Haniya er Hamas-premierminister, og han sagde ved fredagsbønnen, at Abbas ikke har ret til at opgive flygtningenes krav om at vende hjem.
Efterfølgende har der været demonstrationer mod Abbas i Gaza, hvor tusindvis af været på gaderne.
Senere har Abbas' kontor forsøgt at nedtone betydningen af udtalelsen.
- Retten til at vende tilbage er blandt de spørgsmål, der skal forhandles med Israel. Et tv-interview er ikke en forhandling, og målet med interviewet var at påvirke den israelske opinion, siger en Abbas-talsmand i en erklæring.
/ritzau/AFP