Fuglsang holder hvil på syvendepladsen: Nu skal benene tale

Sport
Jakob Fuglsang (i blå trøje) avancerede til syvendepladsen på søndagens brostensetape. (Foto: Foto: Stephane Mantey/Scanpix)

Klassementkampen begynder først for alvor i bjergene, siger Jakob Fuglsang efter en stressende første uge.

Med søndagens brostensridt til Roubaix sluttede den første Tour de France-uge, og rytterne kan holde mandagen fri, inden det går løs i bjergene.

For Jakob Fuglsang blev det en begivenhedsrig første uge, hvor han var i nærkontakt med både asfalt og brændenælder, men i modsætning til flere konkurrenter undgik han markante tidstab.

- Det har været hektisk og stressende. Jeg har været nede at ligge et par gange, og det har nærmest gjaldt mest om at holde sig på cyklen. Forhåbentlig går vi nu ind i en fase, hvor det mere er benene, der skal tale, siger Jakob Fuglsang.

Han holder hviledag på en samlet syvendeplads, og selv om han havde håbet at snuppe tid fra flere af rivalerne på brostensetapen, er han nogenlunde tilfreds.

- Før Touren havde jeg sikkert gerne solgt det for en syvendeplads ved den første hviledag.

- Men klassementet begynder først for alvor at forme sig fra nu af. Lad os se, når vi kommer til den næste hviledag, siger Astana-kaptajnen med henvisning til de kommende alpeetaper.

Han kan samtidig konstatere, at hviledagen faldt på et tørt sted. Efter et par halvkedelige etaper fik rytterne lov til at bruge alle kræfter på søndagens etape.

- Jeg trænger til fridagen, og det, tror jeg, er tilfældet for alle. Jeg fik lige vendt et par ord med (Alejandro) Valverde efter etapen, og han var også helt færdig. Til sidst var folk stegt, også på grund af varmen, siger Jakob Fuglsang.

Tour de France bliver genoptaget tirsdag med en 158,5 kilometer lang etape, der byder på fire bjergtoppe.

/ritzau/