Der skal bruges flere penge i grundskolen, så flere vil uddanne sig videre. Ellers kan det betyde nye men tomme uddannelsespladser i fremtiden, mener flere eksperter. For politikerne risikerer at bygge skolebænke på landets universiteter og ungdomsuddannelser, som de unge ikke har lyst til at sætte sig på. Det mener flere eksperter i de svage skoleelver, som politikerne netop vil have i gang med den store og ambitiøse globaliseringspulje.
»Det er alt ære værd, at man opruster uddannelserne, men der er en stor gruppe af elever i grundskolen, som ikke er motiverede til at uddanne sig videre. De elever skal man have fat i, hvis skolebænkene ikke skal stå tomme i uddannelsessystemet. Som jeg ser det, så rækker globaliseringsindsatsen ikke langt nok tilbage i systemet,« mener seniorforsker ved Statens Socialforskningsinstitut Martin Munk.
Han forsker netop i den store gruppe af unge, som ofte ender med ikke at komme længere end grundskolen, fordi de kommer fra udsatte familier.
Lektor Anne Maj Nielsen fra Danmarks Pædagogiske Universitet er enig. Hun mener, at der skal et øget fokus på grundskolen, før de mange nye uddannelsespladser kan blive fyldt.
»Det er vigtigt, at de unge er engagerede for at uddanne sig. Det har for lidt fokus i dag, hvor man fra politikernes side ser meget på det strengt faglige niveau og test frem for også at give eleverne inspirerende oplevelser i skolegangen. Det kræver mere, hvis mange flere skal vælge at uddanne sig videre efter grundskolen,« siger Anne Maj Nielsen.
I dag kommer 20 procent af en årgang aldrig længere end grundskolen. Det er netop det tal, som politikerne på Christiansborg vil have ned. De vil have 95 procent til at tage en ungdomsuddannelse, og halvdelen af alle unge til at læse videre på en videregående uddannelse.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) er enig i, at flere unge skal have lyst til at uddanne sig, men han mener, at det store globaliseringsforlig godt kan løse opgaven at fylde de mange nye skolebænke.
»Der er afsat 400 millioner kroner til mentorer og særlig støtte til de alt for mange unge, der falder fra ungddomsuddannelserne. Det er så mange penge, at jeg ikke kan forestille mig, at vi må sige nej til gode forslag. Det er så vigtigt, at de unge har lysten, modet og evnerne til at uddanne sig, og det arbejder vi målrettet på,« siger Bertel Haarder og efterlyser en folkelig kampagne, der skal overbevise de unge om, at uddannelse er vejen frem.