Kina har mandag registreret 61 nye tilfælde af coronavirus, hvilket er det højeste daglige antal siden april. Det oplyser Kinas Nationale Sundhedskommission.
De nye smittetilfælde kommer fra udbrud i tre forskellige regioner, hvilket har skabt frygt for, at en anden bølge kan være på vej til at ramme landet.
57 ud af de 61 nye tilfælde er blevet smittet i Kina, mens de sidste fire har bragt smitten med ind fra udlandet.
Størstedelen af de 57 nye smittetilfælde er blevet opdaget i den fjerntliggende region Xinjiang i det nordvestlige Kina.
Her opdagede myndighederne i midten af juli et pludseligt udbrud af coronavirus i regionens hovedstad, Urumqi.
14 af tilfældene er desuden blevet opdaget i den nordøstlige provins Liaoning, hvor et nyt smitteudbrud brød ud i byen Dalian i sidste uge.
Yderligere to smittetilfælde er blevet fundet i naboprovinsen Jilin tæt på den nordkoreanske grænse.
De første tilfælde i det område siden maj.
Antallet af nye smittetilfælde er det højeste siden 14. april, hvor Kina registrerede 89 tilfælde.
Forskellen er, at størstedelen dengang var smittetilfælde bragt ind fra udlandet.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP