De danske obligationsrenter fortsatte stigningerne fredag efter en række indtryk fra USA.
Den 10-årige rente steg med 6 basispoint til 1,59 pct. og er dermed steget 16 basispoint siden onsdag morgen til det højeste niveau siden oktober 2012. Renten på de toårige papirer med udløb i november 2014 steg 2 basispoint og endte dermed ugen i minus 0,09 pct.
I USA steg renterne i den sene handel torsdag, efter at centralbanken Federal Reserve syntes at forberede investorerne på, at den er ved at nærme sig enden, hvad angår de kvantitative lempelser, som har til hensigt at trække USA's økonomi ud af slæbesporet.
Det kom der dog mere tvivl om fredag, hvor et blandede sæt nøgletal for boligmarkedet lod tolkningen være op til de enkelte investorer. Der blev skabt lidt flere jobs end ventet i december, men til gengæld blev arbejdsløshedstallet for november og december sat til 7,8 pct., hvor det tidligere var opgjort til 7,7 pct. for november.
Dermed er det usikkert om, hvorvidt centralbanken vil anse arbejdsmarkedet som at være i bedring - hvilket tyder på færre lempelser - eller fortsat i problemer og kvalificeret til fortsat støtte, som i øjeblikket er i niveauet 85 mia. dollar om måneden.
Den 10-årige, amerikanske rente tog en række voldsomme udsving lige efter, at tallene blev offentliggjort, men fandt sent på dagen et leje i knap 1,94 pct. efter tidligere på dagen at have rørt ved 1,97 pct. - det højeste niveau siden april 2012.
Det amerikanske ISM-indeks for servicesektoren viste desuden senere på eftermiddagen overraskende god form, hvilket også var med til at give mere risikovillighed og højere renter.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk