Hjørring Kommune har haft så stor succes med at få særligt langtidsledige i job igen, at en forsker nu mener, at modellen i Hjørring kan overføres til andre kommuner.
Det skriver TV 2 Nord.
Siden 2014 har Hjørring Kommune fjernet omkring 1.000 borgere fra overførselsindkomst, og det har skæppet i kommunekassen. Den nordjyske kommune har således sparet 300 millioner kroner på at opgradere jobindsatsen.
Kommunen har blandt andet ansat 35 nye sagsbehandlere og dermed fordoblet antallet af medarbejdere, der sørger for, at få ledige i job.
Tidligere sad sagsbehandlerne med omkring 80 sager om ugen, men det antal er nu nede på 35.
På det kommunale jobcenter har man tilknyttet en sygeplejerske, psykolog og ergoterapeut, da mange af de langtidsledige har både psykiske og fysiske udfordringer, der betyder, at de fastholdes på overførselsindkomster.
- Vores erfaringer viser, at rigtig mange er udfordret på det sundhedsfaglige. Det kan være både fysisk og psykisk. Det er ofte noget andet end det, vi traditionelt har beskæftiget os med på jobcenteret, siger Michael Duus Nielsen, Hjørring Kommunes arbejdsmarkedschef, til TV 2 Nord.
Forsker Rasmus Ravn fra Aalborg Universitet har skrevet en ph.d.-afhandling om Hjørring-modellen. Han er ikke i tvivl om, at andre kommuner med fordel kan kopiere modellen.
- Det må være rimelig let at kopiere, men det kræver også, at man giver medarbejderne et handlingsrum, så de har plads til at finde ud af, hvad der er det rette for den enkelte borger, siger han.
Hjørring Kommune bruger årligt omkring 40 millioner kroner på indsatsen.
Avisen.dk og Ugebrevet A4 har tidligere skrevet om den ændrede beskæftigelsespolitik i Hjørring.