Regeringen skal ikke kunne drible uden om lønmodtagerne, når der skal tages store beslutninger. Derfor skal fagbevægelsen have et stærkt, fælles talerør. Så når man nu taler om fusion i fagbevægelsen mellem de to store paraplyorganisationer LO og FTF, hvorfor så ikke på længere sigt tænke på at invitere den tredje hovedorganisation AC med?
Det spørgsmål stiller Kim Simonsen. Han går som formand for HK og kandidat til formand for LO-fagbevægelsen op i, at lønmodtagerne får maksimal indflydelse på den til enhver tid siddende regerings politik.
- En ting er, at vi i fagbevægelsen snakker om at lægge LO og FTF sammen. Men det undrer mig, at der ikke er nogen, som stopper op og spørger: ’Hvad med AC?’ siger Kim Simonsen i et interview til Ugebrevet A4.
AC – Akademikernes Centralorganisation, som nu kalder sig Akademikerne – repræsenterer 325.000 medlemmer. De er for eksempel økonomer, jurister, ingeniører og magistre.
Hvis AC smeltes sammen med LO og FTF, vil en ny hovedorganisation repræsentere rundt regnet 1,8 million lønmodtagere. Det vil give et muskelbundt af en organisation, som vil være svær at afvise eller lade hånt om for Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen eller en hvilken som helst anden statsminister. Og arbejdsgiverne vil også tænke sig om en ekstra gang, før de går i clinch med sådan en organisation.
Men LO, FTF og AC har vidt forskellige grupper af medlemmer, som ikke har de samme interesser. Vil en sammensmeltning af de tre ikke blive en tandløs mastodont, fordi man internt i organisationen vil have svært ved at blive enige om ret meget andet end laveste fællesnævner?
- På rigtig mange strækninger har vi som lønmodtagere stærke fælles interesser blandt andet inden for uddannelse, arbejdsmiljø og globalisering. Der er mere, som samler os, end der skiller os, siger Kim Simonsen og fortsætter:
- Jeg mener, at man skal tale mere med en lønmodtagerstemme end med en arbejderstemme, som LO gør, eller med en klassisk funktionærstemme som FTF og AC.
Han gør opmærksom, at LO, der repræsenterer mange ufaglærte og kortuddannede, faktisk ikke længere er en arbejderorganisation i klassisk forstand.
- Syv ud af ti af LO’s medlemmer er funktionærer eller ansat på vilkår, som svarer til funktionærers. Denne her opdeling, man før havde i produktionsvirksomheder med manden på gulvet og de ’fine’ funktionærer i glasburet, er jo en saga blot. Folk i kedeldragt tjener nogle steder mere end kontorassistenterne i skjorte. Der er helt naturligt sket en udjævning af forskellene.
Selv om Kim Simonsen gerne ser et bunkebryllup med hovedorganisationerne, så tvivler han på, at det ligger lige for.
- Når der ikke tales om en fusion mellem de tre, skyldes det, at AC som organisation slet ikke er interesseret i en fusion. Men når man ser på nogle af de argumenter, som bliver fremført for fusionen mellem FTF og LO, så tænker jeg, at de argumenter må i hvert fald medlemmerne af AC-forbundene kunne se fornuften i. Vi har jo en masse fælles interesser på tværs af titlerne.
Når der tales om at fusionere LO og FTF, nævner Kim Simonsen i forbifarten, at ’det er ikke nogen ny tanke for mig at lægge LO og FTF sammen. Jeg har taget mig selv i, at jeg sagde noget om det til HK/Kommunals blad allerede i 1992’.
Tanker skal altså have tid til at modnes i fagbevægelsen, og noget af det samme kan Kim Simonsen forudse med AC.
- Man kan da håbe på, at sammensmeltningen af LO og FTF bliver så succesrig, at det giver AC lyst til at banke på, siger Kim Simonsen til Ugebrevet A4.