Der er stor trængsel i de danske fængsler, og regeringens forslag om at bygge 100 nye fængselspladser bliver vel modtaget hos landsformanden for kriminalforsorgsforeningen, John Hatting.
- Det lyder rigtig fornuftigt. Jeg tænker, det er rigeligt. Så vil vi på den måde kunne løse den akutte udfordring ved pladsproblemer og samtidig bruge de resterende sparsomme midler på at resocialisere de indsatte, siger han.
Formanden for fængselsforbundet, Kim Østerbye, er ellers skeptisk over for, om 100 nye fængselspladser er nok. Han peger på, at Justitsministeriets egne tal viser, at der mangler 320 pladser allerede næste år og 450 pladser i 2016.
Men John Hatting er fortrøstningsfuld med hensyn til regeringens oplæg til en ny fængselsaftale.
- Vi skal huske på, at der åbner et nyt fængsel med 250 pladser i 2016, og derudover kan vi jo vælge at bruge alternativ afsoning i øget omfang. Altså holde folk ude af fængslerne, siger han.
Det vigtigste er efter hans mening, at indsatsen styrkes omkring undervisning og uddannelse. Folk skal hjælpes ud af kriminalitet, men folk skal også hjælpes, så de får mulighed for at bidrage til samfundet.
Han ser fodlænkeordningen som et vigtigt redskab til at styrke resocialisering af fangerne. Han håber, ordningen med den nye fængselsaftale bliver udvidet og får et mere socialt og pædagogisk indhold.
- Det er klart, at den her reform slet ikke løser alle problemer. Men det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Så jeg hilser den særdeles velkommen, siger han og fortsætter:
- Der åbner sig en række nye muligheder med de nye initiativer. En styrket uddannelsesindsats, en styrket behandlingsindsats og en styrket resocialiseringsindsats på en lang række fronter.
/ritzau/