Fredag blev lederne af G8-landene enige om at hæve ulandshjælpen. Det er ikke første gang, det sker, og det er heller ikke første gang, at den vestlige verden har store forhåbninger om, hvor effektiv den er. Virkeligheden er og bliver dog en anden.

På trods af at vi alle håber at finde det modsatte, har talrige økonomer påvist, at ulandshjælpen aldrig har virket. Selvom mange udviklingsprojekter virker, er hjælpens nationale bivirkninger så stærkt negative, at regnestykkets bundlinje er et deprimerende nul. Det, der rykker mennesker ud af fattigdommen, er derimod handel – handel med andre ulande og særligt handel med de rige lande. Men når det kommer til at frigøre verdens handelspotentiale, slæber i særdeleshed EU de diplomatiske fødder. I stedet fortsætter vi med at gemme os bag toldmure, der både skader os selv og verdens fattige.

Tager man de videnskabelige studier alvorligt, må man indse, at man ikke kan købe udvikling for kroner, dollars eller andre valutaer. Udvikling er hårdt arbejde og kan kun vindes ved, at man får markedsmuligheder – og tager dem. Den ekstra ulandshjælp har kun den virkning, at vi lidt længere kan udskyde at give fattige mennesker muligheder på verdens rigeste markeder. Det er værre end at smide penge ud ad vinduet.