Fire mænd i alderen 17 til 26 år er efter to grundlovsforhør i Retten i Lyngby blevet varetægtsfængslet i en sag om bedrageri.
De er mistænkt for at have snydt borgere til at udlevere personlige oplysninger, som derefter er blevet misbrugt.
Det oplyser pressevagten ved Nordsjællands Politi.
De mistænkte blev anholdt tirsdag. To af dem blev fremstillet i grundlovsforhør samme dag. De er blevet varetægtsfængslet i to uger.
De to øvrige blev stillet for en dommer onsdag og er blevet fængslet i foreløbig fire uger.
Ifølge politiet har de unge fået "adskillige forurettede" til at udlevere personlige oplysninger - herunder oplysninger om deres NemID.
Herefter har de blandt andet optaget lån i ofrenes navne.
Konkret er ofrene blevet kontaktet af en kvinde, som er faldet i snak med dem - som regel over telefonen.
Herefter har de sigtede mænd - ifølge politiet - ringet til deres ofre og udgivet sig for at være fra politiet. Her har de fortalt ofrene, at den fremmede kvinde, der tidligere har talt med dem, er mistænkt for bedrageri.
I den forbindelse har de falske politibetjente med påskud om at ville beskytte de pågældende borgere mod muligt bedrageri bedt dem om at udlevere deres personlige oplysninger.
Sagen er en del af et større sagskompleks om bedrageri, hvor borgere er blevet snydt til at udlevere personlige informationer til fremmede.
Komplekset strækker sig over cirka et år fra slutningen af 2018 og frem.
Pressevagten ved Nordsjællands Politi understreger, at politiet aldrig vil bede borgere udlevere oplysninger om NemID over telefonen.
/ritzau/