Den 55-årige førtidspensionist Merete Skovgaard måtte forvandle bitter erfaring og uvidenhed om lovgivningen for førtidspensioner til surt lært viden på området for, at vende sin sag til en vindersag.
Det fortæller hun til TV 2 Lorry.
Den korte version af Merete Skovgaards møde med systemet begynder, da hun på grund af sygdom mistede sit arbejde for tre år siden.
Herefter sendte Jobcenteret hende i adskillige arbejdsprøvninger, der endte med at gøre hende mere syg, skriver tv-stationen.
Selv om det endte med at Merete Skovgaard fik sin førtidspension, så var hun ikke tilfreds med forløbet:
- Man er jo i panik, når man ikke ved, hvor lang tid det skal tage. Oveni at man er syg, kan man få frataget sin indkomst, så man også mister et sted at bo. Det betyder også, at jeg jo gjorde, hvad der blev sagt, siger hun til TV 2 Lorry.
Med oplevelsen som baggrund har hun en håndfuld gode råd til andre, der havner i systemet:
- Sørg for altid at have én med på møderne.
- Få altid dokumentation for, hvad der er vedtaget på møderne.
- Søg aktindsigt og undersøg, hvad kommunen har fået af oplysninger fra din læge.
- Husk at få juridisk rådgivning af en, der er på din side.
- Pres altid på, så din sagsbehandling kommer hurtigere igennem og ikke trækker ud i årevis.