Johnny Mølby var efter fredagens nederlag til FC København rasende på dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen.
Generelt mener Mølby, at de danske dommere begår for mange fejl, men det er FCK-træner Ariël Jacobs ikke enig i.
Direkte adspurgt om sin vurdering af den danske dommerstand, er belgierens første kommentar:
- Glimrende. Det er ikke noget jeg bare siger, du kan spørge alle mine kolleger.
- Jeg må ærligt sige, at det hele starter med stemningen på banen. Jeg vil ikke sige, at dommerne har et let job, men fra start har jeg været imponeret over spillernes indstilling på banen, siger Jacobs.
Den danske mentalitet har ifølge Ariël Jacobs en stor del af æren for, at dommerne har det lettere end i så mange andre europæiske ligaer.
- Man ser ikke så mange grimme tacklinger. Fodbold er selvfølgelig en mandesport, og der er hårde tacklinger, men den generelle stemning gør det nemmere for dommerne, mener Jacobs.
- Niveauet af dommerstanden er på et meget, meget højt niveau. Det er den danske mentalitet, som er afgørende. Man går altid hårdt til den, men der er ingen onde hensigter, siger Jacobs.
FC København er det hold i ligaen, der har fået tredjefærrest gule kort. AC Horsens har omvendt fået flest advarsler af alle.
/ritzau/