Det tog kun seks uger fra Pfizer i 1996 hørte om en stor meningitisepidemi i Nigeria, til det første lægehold rykkede ind med medicin til 200 børn.
Da Pfizer-teamet kort efter forlod området igen, var 11 børn døde og endnu flere havde fået kroniske sygdomme. Det skriver Politiken i dag.
Episoden blev tilsløret, og først da Washington Post begyndte at grave i sagen dukkede sandheden langsomt frem. De afrikanske børn blev udsat for en testmedicin kaldet Trorvan, som på det tidspunkt ikke var hverken testet på børn eller godkendt.
Nu - 11 år senere - skal verdens største medicinalvirksomhed i retten. Delstaten Kano Nigeria har stævnet Pfizer med krav om 40 milliarder kroner i erstatning.
Pfizer er langt fra det eneste selskab, der udnytte de fattige landes indbygggere som forsøgskaniner, når vesten skal have afprøvet ny medicin. Eksperter vurderer, at næsten halvdelen af alle medicinske forsøg bliver gennemført i udviklingslande som Afrika, Indien og Kina.
Derfor håber Læger uden Grænser, at retssagen mod Pfizer kan stoppe de billige, men til tider farlige kliniske forsøg i lande.
- Hvis Nigeria vinder sagen, vil det sende et kraftigt signal til medicinalindustrien om, at det ikke er gangbart at skære hjørner af, når der outsources forsøg til udviklingslande, siger formand for den danske afdeling af organisationen, Søren Brix Christensen, til Politiken.
Også danske medicinalfirmaer som Novo Nordisk, Lundbeck og Leo Pharma afprøver medicin på mennesker i fattige lande. Novo garanterer imidlertid, at det overholder alle spilleregler.
- Når vi arbejder, har vi kun en klinisk standard. Så de regler vi overholder i Danmark, er helt de samme, som når vi laver forsøg i alle mulige andre lande, siger Novo-direktør Lars Guldbæk Karlsen.