Det er nogle hårdføre fangere, som sidder fast i isen cirka 40 kilometer nord for Upernavik i Nordgrønland.
I over to uger har de seks fangere i tre joller siddet fast. Men først tirsdag kontaktede de politiet. Årsagen var, at de manglede petroleum, så de kunne holde varmen.
Det skriver det grønlandske medie KNR.
Ifølge DMI er der fredag omkring ti minusgrader i Upernavik.
Politiet ringede til Arktisk Kommando, som tilbød at hente fangerne for at sikre sig, at situationen ikke ville ændre sig til at være mere kritisk.
Men fangerne takkede altså nej, da de bare gerne ville have noget petroleum til at holde kulden på afstand.
- Fangerne vurderede selv, at de ikke var i en nødsituation eller i livsfare, siger Ida Birkemose, der er kommunikationsansvarlig i Arktisk Kommando, til KNR.
Derfor har fangerne fået det, som de ville have det. Onsdag fløj et Challenger-fly en mindre omvej og kastede petroleum ned til dem.
Arktisk Kommando oplyser, at operationen var en succes, så fangerne har petroleum til at holde varmen indtil pakisen bryder op. Pakis er et tykt lag af havis, som består af sammenfrosne og sammenpakkede isflager.
Både politiet og Arktisk Kommando følger situationen tæt og har kontakt til fangerne via en satellitradio.
De seks fangere befinder sig cirka 15 kilometer fra land. Når pakisen bryder op, kan både de og deres udstyr selv komme fri.
/ritzau/