Politiet spærrede øjnene godt og grundigt op, da de forleden slog til mod en bande i Bulgarien. Blandt deres mange falske papirer fandt de nemlig et pas tilhørende Sylvester Stallone – med rigtigt billede og det hele.
Passet var naturligvis falsk, lige som de øvrige dokumenter og pengesedler, der blev beslaglagt.
– Betjentene beslaglagde et pas med et billede af den berømte skuespiller. De brugte til at bevise overfor deres klienter, hvor høj kvalitet, deres forfalskninger har, siger en talsmand for anklagemyndighederne i Plovdiv, hvor passet blev fundet.
I alt er fire bulgarske mænd blevet anholdt – de mistænkes alle for at tilhøre en kriminel gruppering, der har specialiseret sig i at forfalske bulgarske kørekort og pas samt producere falske dollar- og Euro-sedler.
De fire blev anholdt i en fælles aktion mellem de lokale myndigheder, Europol og Secret Service.
Sylvester Stallone – den rigtige, altså – har endnu ikke kommenteret hændelsen.