Tirsdagen bød på tre kampe, hvor de russiske værter leverede endnu en fest til sit publikum:
* Japan-Colombia 2-1:
Colombia var regnet som favorit på forhånd, men fik allerede inden kampen en skidt optakt, da topscoreren fra det seneste VM, James Rodríguez, var for skadet til at starte inde.
Det skulle blot blive værre for sydamerikanerne, da kampen begyndte. Holdet blev ramt af en udvisning til Carlos Sanchéz allerede efter tre minutter, da han tog hånden til hjælp i feltet.
Japan fik straffespark og scorede til 1-0 ved Shinji Kagawa.
Trods en mand i undertal udlignede Colombia på Juan Quinteros frispark efter 39 minutter, men Japan var overlegen i anden halvleg og scorede sejrsmålet ved Yuya Osako.
* Senegal-Polen 2-1:
Polen var ligeledes favorit i sin kamp, men også det endte i stor skuffelse for Polen, der ellers kvalificerede sig overbevisende til VM foran Danmark.
Thiago Cionek rettede et skud af og blev noteret for et selvmål, da Senegal kom på 1-0 efter 37 minutter, og efter en time svigtede koncentrationen hos Polen.
Grzegorz Krychowiak ville sende bolden tilbage til egen målmand, men M'Baye Niang, der løb ind på banen efter at have været til behandling, opsnappede bolden og scorede.
Polen reducerede på et flot hovedstød af Grzegorz Krychowiak fire minutter før tid, men det lykkedes ikke at komme til flere kvalificerede afslutninger.
* Rusland-Egypten 3-1:
Rusland fortsatte sin VM-succes på hjemmebane og har nu en målscore på 8-1 efter de to første sejre.
Egypten, der i modsætning til den første kamp stillede med Liverpool-stjernen Mohamed Salah, var en anelse bedre inden pausen, men fik ikke scoret.
Efter pausen blev Rusland hjulpet i gang af Ahmed Fathis uheldige selvmål, inden Denis Cheryshev og Artem Dzyuba stod for flotte mål med kort mellemrum efter omkring en times spil.
Salah reducerede på straffespark, men det ændrer ikke ved, at Egypten med al sandsynlighed må rejse hjem efter gruppespillet, da holdet er uden point for to kampe.
/ritzau/