Ritzau
Opdateret kl. 11:39
Den svenske opposition kræver, at tre ministre går på grund af deres håndtering af en it-sikkerhedsskandale i Transportstyrelsen.
Fire borgerlige partier samt højreorienterede Sverigedemokraterna udtrykte onsdag mistillid til ministrene.
Her kan du blive klogere på, hvordan de svenske parlamentarikere kan tvinge ministre og regeringer til at gå af.
* Riksdagen - det svenske parlament - kan tvinge regeringen eller en minister til at gå af. Det sker ved at udtrykke manglende tillid via et mistillidsvotum.
* Mindst 35 medlemmer skal foreslå, at Riksdagen stemmer om et mistillidsvotum, for at selve tillidsafstemningen kan finde sted.
* Efterfølgende skal mindst 175 af de i alt 349 medlemmer af Riksdagen stemme ja, for at mistilliden kan udtrykkes.
* Hvis Riksdagen ikke har tillid til en minister, skal vedkommende gå af.
* Er tilliden til statsministeren væk, skal hele regeringen gå af. Eller også skal der udskrives valg.
* Riksdagen har syv gange afholdt en afstemning, uden at der har været et flertal for et mistillidsvotum.
* To gange har alene truslen om et mistillidsvotum fået henholdsvis en regering og en minister til at gå af.
Kilder: Riksdagen og Svenska Dagbladet.
/ritzau/