Fire ansatte hos virksomheden Kemp & Lauritzen er blevet bortvist i en sag om uregelmæssigt køb af it-udstyr.
Ifølge virksomheden har de købt it-udstyr for 186.000 kroner i forbindelse med en serviceaftale mellem Kemp & Lauritzen og Bygningsstyrelsen, der i samme sag har suspenderet otte ansatte.
Her kan du læse mere om elvirksomheden:
* Kemp & Lauritzen har i alt knap 2000 medarbejdere.
* Virksomheden er ifølge sin egen hjemmeside Danmarks "største tekniske installationsvirksomhed".
* Konkret står den blandt andet for servicering af Storebæltsforbindelsen. Den har både brugere inden for energiforsyning, industri, erhverv og infrastruktur.
* Virksomheden havde i 2018 en omsætning på 2,3 milliarder kroner og et overskud på 55 millioner kroner.
* I 2015 fusionerede Kemp & Lauritzen, L & H-Rørbyg og Glenco til én samlet virksomhed.
* Kemp & Lauritzen blev etableret i 1882 af skibskonstruktør Otte Kemp og telegrafingeniør Severin Lauritzen.
Kilde: kemp-lauritzen.dk.
/ritzau/