Midt i en tilspidset konflikt mellem USA og den kinesiske producent af smartphones og it-infrastruktur Huawei er selskabet finansdirektør blevet anholdt i Canada.
Det sker grundet mistanke om sanktionsbrud via salg af amerikanske produkter til Iran
Læs om den kinesiske televirksomhed her:
* Huawei blev grundlagt i 1987 af en tidligere officer i det kinesiske militær i Shenzhen, Kina. Her har den nu verdensomspændende virksomhed fortsat hovedkvarter.
* Virksomheden er i dag gigantisk og sælger produkter og services i 170 lande verden over.
* Huaweis kerneaktiviteter er fremstilling af telekommunikationsnetværk, services for virksomheder og myndigheder og fremstilling af blandt andet mobiltelefoner og tablets.
* Tidligere har Australien, USA og Canada blacklistet selskabet af frygt for, at den kinesiske stat eller andre aktører kan anvende Huaweis netværk til cyber-spionage.
* Den britiske avis Financial Times har tidligere beskrevet, at Huawei som andre kinesiske selskaber har en intern kommunistparti-komité. Det har givet næring til rygterne om, at selskabet er meget tæt på de kinesiske myndigheder.
* Huawei har afvist alle disse påstande og understreget, at selskabet er uafhængigt af myndighederne og ikke driver spionage.
* I 2013 indgik TDC en aftale med Huawei, som fra i år opbygger og driver det største og vigtigste mobilnetværk i Danmark, TDC's avancerede 4G-netværk.
* Huawei er vokset markant de seneste år. I første halvår af 2018 solgte selskabet for 326 milliarder kinesiske yuan eller 304 milliarder danske kroner. I 2017 solgte selskabet for 604 milliarder yuan. Det kom blandt andet fra salget af 153 millioner smartphones.
* I 2018 har USA lagt pres på sine allierede for ikke at købe Huaweis produkter til kritisk it-infrastruktur, da selskabets forbindelser til Kina anses for at være en sikkerhedsrisiko.
Kilder: Reuters, Financial Times, Huawei, Politiken og DR.
/ritzau/