FAKTA: Flere myndigheder undersøger hvidvask i Danske Bank

Danske Bank Danske Bank bygninger ved Holmens Kanal i København, mandag den 17. september. (Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix)

Myndigheder i Danmark, Estland, Storbritannien og USA ser på forhold i Danske Banks estiske afdeling.

Fejl og svigt i håndteringen af flere tusinde udenlandske kunder i Danske Banks estiske afdeling, der formentlig har ført til hvidvask for milliarder, undersøges i øjeblikket af myndigheder i flere lande.

Få et overblik her:

* Finanstilsynet i Danmark har besluttet at genoptage en undersøgelse af Danske Bank. Tilsynet afsluttede en undersøgelse i maj, hvor Danske Bank fik hård kritik samt otte påbud og otte påtaler.

* I august indledte Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), i daglig tale kaldet Bagmandspolitiet, en efterforskning af Danske Bank.

* Danske Bank undersøges også af estisk finanstilsyn og politi. I juli kom det frem, at 26 estiske ansatte var politianmeldt. Af Danske Banks interne undersøgelse fremgik det onsdag, at banken har anmeldt otte ansatte til politiet, mens 42 er meldt til hvidvaskmyndigheder for "mistænkelig adfærd".

* Samtidig ser også det finske finanstilsyn nærmere på sagen.

* 14. september skriver Wall Street Journal, at amerikanske myndigheder har indledt en undersøgelse af Danske Bank. Myndighederne er det amerikanske justitsministerium, finansministerium og finanstilsyn.

* Ifølge avisen Financial Times har Storbritanniens enhed mod organiseret kriminalitet, National Crime Agency (NCA), indledt en undersøgelse af et britisk selskab, som skal have forbindelser til Danske Banks estiske filial. Britiske selskaber var den næststørste gruppe blandt de udenlandske kunder.

Kilder: Finanstilsynet, SØIK, Ritzau, Wall Street Journal og Financial Times.

/ritzau/