Ritzau
Opdateret kl. 08:35
Det er blevet sværere at få dansk statsborgerskab, hvis man har en langvarig funktionsnedsættelse som eksempelvis posttraumatisk stress.
Det viser en opgørelse, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har sendt til Folketingets Indfødsretsudvalg.
Det skriver Dagbladet Information.
Ifølge opgørelsen fik udvalget i 2014 forelagt 1419 sygdomssager. Heraf fik 1375 dispensation fra eksempelvis sprogkravet og/eller indfødsretsprøve. Det svarer til 97 procent.
I år har der frem til september været 191 sager, hvoraf syv fik dispensation. Det svarer til en andel på fire procent.
Ifølge seniorforsker og ekspert i indfødsret Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder viser det, at der er en markant forskel på, hvordan der dispenseres under en borgerlig og under en centrumvenstreregering.
- Jeg kender ikke til andre sagsområder, hvor borgernes retsstilling er så direkte afhængig af det gældende politiske flertal. Men det er ikke holdbart, siger hun til Information.
Enhedslistens indfødsretsordfører, Johanne Schmidt Nielsen, siger til avisen, at det er "rystende at se, at det er stort set umuligt at få dispensation, selv om man er syg".
Det er Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe, dog helt uenig i.
/ritzau/