Den 19-årige angriber Moise Kean fik et lille gennembrud - særligt som målfarlig indskifter - hos Juventus i den forgangne sæson, men nu er han fortid i den italienske mesterklub.
Premier League-klubben Everton bekræfter således, at den har hentet Moise Kean på en femårig kontrakt.
Juventus oplyser, at overgangssummen er 27,5 millioner euro, svarende til 205 millioner kroner.
Kean står noteret for otte mål i 21 kampe for Juventus og blev undervejs belønnet med en plads på Italiens landshold. Her scorede han to gange i tre optrædener.
Han blev i samme ombæring den første italienske landsholdsspiller, der er født i dette årtusind.
I Everton bliver han blandt andet holdkammerat med den danske målmand Jonas Lössl, der denne sommer er hentet i Huddersfield.
/ritzau/