Hvor krumme må agurker være? Og hvor høje på frisørers stilethæle være? Listen over EU-love er lang.
Faktisk er den så lang, at tre ud af fire europæere synes, at EU skaber for meget juridisk bøvl.
Det vil EU-Kommissionen gerne komme til livs, og derfor søsætter kommissionen nu et stort projekt, der skal sanere ud i en række af de europæiske love.
- Kommissionen er gået i gang med den mest omfattende øvelse hidtil, der skal gøre EU's love og regler lettere og mere simple, siger kommissionens formand, José Manuel Barroso, i en pressemeddelelse.
Øvelsen omfatter en række forslag til, hvordan de fælleseuropæiske regler kan forenkles og samles, så det bliver lettere for især mindre virksomheder at begå sig på det europæiske marked.
Kommissionen har blandt andet brugt tre måneder på at holde høringsrunder med mindre virksomheder for at finde de regler, der anses som mest besværlige i industrien.
I meddelelsen udpensler EU-Kommissionen også, hvor meget arbejde der hidtil er lagt i forenkling af de europæiske regler, ligesom kommissionen understreger vigtigheden af sin egen rolle som lovgiver.
Barroso fastslår desuden i kommissionens pressemeddelelse, at der ikke skal skabes tvivl om de store fordele, EU-regulering giver for borgere og virksomheder.
De konkrete forslag til forenklinger indeholder blandt andet en fælles model til moms-indberetning i EU, simplere regler for kabotage-kørsel og en forenkling af regler og processer ved visumansøgninger.
Samtidig vil EU-Kommissionen rydde op i forslag, der sidder fast i den europæiske lovgivningsproces mellem medlemslandene og EU-Parlamentet, ligesom en række forældede regler skal slettes.
Arbejdet med at rydde op i EU-reglerne begyndte tilbage i 2005, og siden da har EU-Kommissionen sløjfet over 5500 love, mens tiltag rettet mod forenklinger er blevet sat i søen 660 gange.
EU-Kommissionen anslår, at reduktionerne af de administrative byrder vil frigøre lidt over 1100 milliarder kroner, hvilket svarer til 1,4 procent af EU-landenes samlede bruttonationalprodukt.
/ritzau/