EU har udarbejdet en liste med 14 lande, som man betragter som sikre lande og fra juli vil tillade indrejse af turister fra.
Det skriver Ritzau med nyhedsbureauet Reuters som kilde.
USA er ikke på listen.
Det er derimod Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay.
Kina er heller ikke på listen, men kan komme det, hvis Kina til gengæld tillader indrejsende fra EU, skriver Reuters.
Det er en vurdering af det aktuelle smittetryk i de pågældende lande, der ligger til grund for opgørelsen.
Listen vil blive revideret hver anden uge. Så lande, der i første omgang ikke opfylder kravet, kan komme med senere.
Det er Det Europæiske Råd, der består af regeringerne i EU's medlemslande, der har udarbejdet listen.
Der er tale om anbefalinger, som medlemslandene kan læne sig opad. Det er altså ikke givet, at Danmark åbner for alle 14 lande.
Udenrigsministeriet har tirsdag ikke mulighed for at kommentere, hvordan man forholder sig til listen. Det kan tidligst ske onsdag, skriver Ritzau.