Enhedslisten melder klart fra til de nedskæringer, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lægger op til for kontanthjælpen.
Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, undrer sig over, at statsministeren vil have flere til at søge arbejde, når problemet er mangel på arbejdspladser.
- Vi er imod enhver tanke om, at bare man får noget mere pisk, så kommer der nogle flere arbejdspladser, siger han.
Men så kan I jo tvinge regeringen i armene på Venstre?
- Hvis regeringen insisterer på, at ydelserne for kontanthjælpsmodtagerne skal sættes ned, så må den jo gå til de partier, som har det på programmet. Sådan er det ikke hos Enhedslisten. Det er vi imod, siger Frank Aaen.
Thorning understreger i et interview onsdag Morgenavisen Jyllands-Posten, at det ikke er slut med skrappe reformer.
- Vi skal endegyldigt sige farvel til en tid, hvor der var råd til det hele, siger Thorning.
Hun fastholder, at der kommer en reform af kontanthjælpen. En reform af uddannelsesstøtten SU kommer der også udspil til i første halvår af 2013.
Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby vil ikke være med til at tolke udtalelserne som en invitation.
Venstre har ellers tidligere spillet ud med skrappere krav til kontanthjælpsmodtagere. De skal være klar til at rejse længere efter et arbejde og i aktivering fra første dag.
- Vi vil gerne sikre, at det kan betale sig at arbejde, siger hun.
Andre krav fra Venstre er, at samboende skal have pligt til at forsørge hinanden, sådan som det gælder for ægtefæller. Unge op til 30 år skal kunne pålægges at tage en uddannelse i stedet for at være på offentlig forsørgelse.
/ritzau/