I nat blev EU's regeringschefer enige om en krisepakke, der skal redde den græske økonomi og skabe stabilitet i eurozonen.
Men solidariteten i Europa er langt fra styrket. Især den tyske kansler Angela Merkel har problemer. Vælgerne forstår ikke, hvorfor Tyskland skal betale for Sydeuropas gæld, vurderer ekstern forsker fra Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen.
"De største problemer, det er helt klart Merkel, der får dem, men Sarkozy kommer også i vanskeligheder. Fordi franskmændene de spørger sig selv, når vi selv har så relativt store økonomiske problemer, hvorfor skal vi så gå ind og hjælpe dem, som har det endnu værre. Var det ikke bedre, at vi hjalp os selv," siger han til Newspaq.
Han forklarer, at det politiske Europa derfor er splittet. Befolkningerne i Nordeuropa vil ikke længere betale Sydeorupas gæld. Og især fordi Tyskland har postet godt i EU-kassen, er de tyske vælgere begyndt at stille spørgsmålstegn ved hele EU samarbejdet.
"Der har bredt sig en opfattelse af, at det er Tyskland og Frankrig, der betaler hver gang. Navnlig Tyskland. De har jo i mange år betalt væsentlig mere til EU end de fleste andre lande. Man kan sige, at det har betalt af på gælden fra anden verdenskrig," siger Lars Hovbakke Sørensen.