Det er et forkert træk af den amerikanske regering at tilbageholde sin støtte til Egyptens magthavere.
Sådan lyder reaktionen fra det egyptiske udenrigsministerium, efter at USA onsdag fortalte, at landet holder igen med pengestøtte og leverancer af militærudstyr til det uroplagede, nordafrikanske land.
- Beslutningen er forkert. Egypten vil ikke give sig over for amerikansk pres, og landet fortsætter sin vej mod demokrati, som det er besluttet i køreplanen, siger en talsmand fra det egyptiske udenrigsministerium til en privatejet radiostation.
Amerikanerne vil tilbageholde leverancen af større militærsystemer og pengeoverførsler, indtil den egyptiske regering gør "troværdige fremskridt" i forhold til at gennemføre et retfærdigt og frit valg i landet.
Militæret afsatte i juli præsident Mohamed Mursi, som havde vundet magten ved et demokratisk valg, efter at Hosni Mubarak trådte tilbage fra samme post i februar 2011.
Da Mursi blev fravristet sin magt, blev forfatningen suspenderet, og en højesteretsdommer er nu indsat som midlertidig statsleder, indtil der kan gennemføres et nyt valg.
I weekenden var der voldsomme sammenstød mellem tilhængere af Det Muslimske Broderskab, hvor Mursi stammer fra, og hæren. Over 50 blev dræbt og flere såret.
Det er blandt andet kampvogne, F-16-fly, Apache-helikoptere og harpoon-missiler, som amerikanerne nu tilbageholder.
Egypterne går desuden glip af en kontantoverførsel på 260 millioner dollar og en planlagt lånegaranti på 300 millioner dollar.
USA vil dog fortsat give støtte til at sikre de egyptiske grænser, forbedre terrorbekæmpelse og opretholde sikkerheden på Sinai-halvøen.
/ritzau/Reuters