Et sammenbrud i forhandlingerne om en ny overenskomst for kommuner og regioner nu er forventeligt.
Det siger Dennis Kristensen, formand for FOA og næstformanden for det kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab, efter at overenskomstforhandlingerne for de statslige ansatte fredag brød sammen.
- Kommunerne og regionerne kan ikke strække sig længere, end ministeren og Moderniseringsstyrelsen kan, så derfor regner vi også med, at vores forhandlinger kommer til at bryde sammen, siger han.
Dennis Kristensen oplyser, at parterne sidst mødtes i lørdags. Han forventer, at de skal sætte sig sammen igen i begyndelsen af næste uge.
Forhandlingerne om en ny overenskomst for de 180.000 statsansatte brød fredag eftermiddag sammen.
Årsagen er, at parterne ikke kan blive enige om, hvor store lønstigninger politibetjente, gymnasielærere, skattemedarbejdere og ansatte i ministerier skal have i de kommende tre år.
Mange af de samme knaster står de ansatte i kommunerne og regionerne over for.
- Det er lidt de samme udfordringer og krav, vi har, så derfor kan vi ikke blive enige inden en aftale for de statslige ansatte, siger Dennis Kristensen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.