Opdateret kl. 17:22
Franciska Rosenkilde bliver ny kultur- og fritidsborgmester for Alternativet i Københavns Borgerrepræsentation.
Det står klart søndag eftermiddag ved et valgmøde i Vanløse, hvor medlemmerne af lokalforeningen i København havde mulighed for at afgive deres stemmer på en af de tre kandidater til posten.
Rosenkilde, der er gruppeformand for partiet, fik 97 af de 188 stemmer og har dermed opbakning fra over halvdelen af stemmerne.
Hun er 42 år og uddannet geograf, men har i mange år arbejdet som kok.
- Jeg kan ikke se, at Alternativet på nogen måde er i splittelse. Jeg kan se, at vi har så mange medlemmer, der vil det her projekt, som er så vigtigt.
- Nu har vi en ny kultur- og fritidsborgmester. Nu skal vi fandeme have gang i den bæredygtige omstilling, var de første ord fra den nye borgmester på scenen i Kulturstationen Vanløse.
Når Alternativet skulle vælge en ny kultur- og fritidsborgmester, er det fordi partiets spidskandidat ved valget sidste år, Niko Grünfeld, tidligere på måneden trak sig fra posten.
Det skete i kølvandet på debatten om det rimelige i, at han havde brugt 130.000 kroner på at indrette sit borgmesterkontor.
Samtidig kom det også frem, at han havde pyntet sit cv med forkerte titler.
- Jeg gik ind i politik, fordi jeg troede på, at vi kunne lave politik på en ny måde og fremskynde en seriøs bæredygtig omstilling.
- Det tror jeg stadig på. Men det er sværere, end jeg havde regnet med. Og med større konsekvenser for min familie og mig selv end jeg kan forsvare, skrev den nu forhenværende borgmester på Facebook som begrundelse for sin tilbagetræden.
/ritzau/