Selv om virksomhederne får 70.000 kroner i præmie for hver ny praktikplads, har det ikke ændret mærkbart på praktikpladssituationen.
I 2011 hævede folketinget ellers præmiesummen med yderligere 20.000 kroner, men de store summer har ikke fået virksomhederne til at indgå flere praktikaftaler med de studerende. Det skriver fagbladet Agenda i dag.
Hvert år koster ordningen to milliarder, men uddannelsesdirektør på Aarhus Tech kan ikke se effekten.
"Jeg synes ikke, vi kan mærke det. og jeg kan ikke umiddelbart se på statistikken, at præmiens størelse afspejler sig i antallet af aftaler, der bliver indgået," siger Ib Kronborg Nielsen til Newspaq.
Siden 2007 er antallet af aftaler faldet med 4.000 og ligger nu omkring de 32.000.
Derfor har politikerne forsøgt at lokke virksomhederne med store pengebeløb til at tage praktikanter. Men det er ifølge Ib Kronborg Nielsen ikke nok til at få dem til det.
"De tager ikke en elev, hvis de ikke har noget at lave. Rækkefølgen i det her hedder: 'Vi skal først have noget at lave, så skal vi finde den elev, vi gerne vil have, og så er det også fint nok, hvis vi får et tilskud," forklarer han videre.
Mens praktikpræmierne ikke giver udslag, har de tekniske skoler nemt ved at se konjunkturernes effekt på praktiksituationen. Det er den store økonomi, der er afgørende, og derfor er det underordnet med den økonomiske lokkemad.
"Det er en national hemmelighed, at præmieordningen ikke skaffer praktikpladser," siger Keld Skovsgård, vicedirektør på Tech College Aalborg, til Agenda.
Ifølge en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd koster ordningen omkring to milliarder hvert år.