Banerytterne Amalie Dideriksen og Julie Leth kan kalde sig europamestre i parløb uden den store forberedelse.
Da de tirsdag vandt EM-titlen ved European Championships i Glasgow, var det første gang, at de kørte parløb sammen i seks år.
- Det er en supergod start for os. Vi har kørt et parløb sammen en enkelt gang før, og det var i 2012 mod drengene ude på banen i Ballerup, siger Julie Leth til TV2 Sport.
Tirsdagens præstation lover godt frem mod OL i Tokyo i 2020, hvor duoen satser på at køre med i toppen af feltet.
- EM-titlen betyder meget. Parløb er en OL-disciplin, og det giver et kæmpe boost, at vi kan vinde et EM, selv om vi laver mange fejl, siger 26-årige Leth.
Den fire år yngre Amalie Dideriksen fortæller, at de skal luge ud i fejlene frem mod de kommende World Cup-løb.
- Dem skal vi hjem og studere på.
- Jeg ved også, at niveauet stiger frem mod OL. Mange af de andre vil tage nogle store skridt frem mod legene, siger Dideriksen, der deltog ved OL i Rio i 2016.
Lige nu fokuserer hun dog på EM-guldet.
- Det er derfor, at vi træner. Det er den slags, der gør det hele værd, når man har de sure dage, siger hun.
/ritzau/