Ved en traditionsrig og symbolsk ceremoni onsdag vil Storbritanniens royale overhoved, dronning Elizabeth II, holde en tale om det kommende års politiske planer. Og allerøverst på dagsordenen står indvandring.
Det kommer særligt til at være rettet mod de mennesker, som "vil arbejde hårdt".
Dronningens tale fremlægger prioriteterne for Storbritanniens regering den kommende periode. Og den konservative premierminister, David Cameron, har allerede meldt ud, at der skal ske noget med indvandrerpolitikken.
- Vi ved, at Storbritannien kan blive suverænt igen, fordi vi har menneskene til det. Dagens dronningetale vil vise, at vi bakker dem op hele vejen. Det handler om at støtte dem, som arbejder hårdt og vil videre i livet, siger Cameron i udtalelse.
Bag udtalelsen står også den liberale vicepremierminister, Nick Clegg.
Begge indrømmer, at landet endnu ikke er kommet sig over finanskrisen, som ramte landet for tre år siden. Derfor skal Storbritannien til at tiltrække særlige indvandrere.
- Vi vil gerne lokke mennesker til, som vil tilføre noget til vores samfund. Dem, som ikke ønsker det, skal afskrækkes, siger en talsmand fra regeringen.
Dronningens tale vil kredse om de tiltag, der vil blive taget for at slå ned på illegal indvandring og stramninger i indvandreres ret til sociale ydelser.
Begivenheden sker i Overhuset, hvor dronning Elizabeth vil læse det politiske program op til medlemmerne, som alle vil være klæde i røde, ceremonielle kapper. Før det transporteres dronningen med pomp og pragt til stedet i en karet.
Derudover finder en række rituelle handlinger sted. Blandt andet skal en repræsentant for dronningen i parlamentet have døren smækket i foran sig, hvorefter han med tre bank bliver lukket ind. Det symboliserer, at overhovedet ikke tvinger sig ind i kammeret.
/ritzau/AFP