Michael Flynn, præsident Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, erklærer sig skyldig i at have løjet over for FBI om et møde med Ruslands ambassadør.
- Ja, sir, svarer den pensionerede general ifølge AFP, da han af retten i Washington bliver spurgt, om han kan erklære sig skyldig.
Flynn var Trumps nære medarbejder under valgkampen. Han er den hidtil mest prominente embedsmand, der er anklaget i den verserende undersøgelse af Ruslands rolle under den amerikanske valgkamp i 2016.
Over for FBI fortalte Flynn - i strid med sandheden - at han ikke havde bedt den russiske ambassadør om at undlade at optrappe situationen, efter USA havde indført yderligere sanktioner mod Rusland.
- Flynn fremsatte med overlæg og mod bedre vidnede falsk, opdigtede bedrageriske erklæringer og udtalelser, hedder det.
De sanktioner, som Flynn diskuterede med den russiske ambassadør, Sergej Kisljak, var blevet indført af den daværende Obama-regering - altså kort tid før, Trump blev indsat som præsident i januar.
Flynn skal ifølge anklageskriftet også have løjet om Kisljaks svar, at Rusland ville undlade at svare hårdt igen på sanktionerne.
Det har allerede i flere dage stået klart, at Flynn har indvilget i at samarbejde med den særlige anklager, Robert Mueller, som efterforsker Ruslands rolle under valget sidste år, og om russerne samarbejdede med Trumpkampagnen.
Flynns advokater meddeler, at de ikke længere kan svare på spørgsmål om Flynns sag.
Flynn blev udspurgt af FBI få dage efter, at Trump var blevet indsat som præsident i januar.
Han blev tvunget til at træde tilbage måneden efter. Ifølge Det Hvide Hus havde han svigtet regeringen ved ikke at fortælle dem, om han havde drøftet sanktioner med den russiske ambassadør, Sergej Kisljak.
Mueller og hans hold oplyste i sidste måned, at tre andre af Trumps ledende kampagnefolk er blevet anklaget.
Det drejer sig om præsidentens tidligere kampagnechef Paul Manafort og hans forretningspartner Rick Gates samt den udenrigspolitiske rådgiver George Papadopoulos.
Ved at samarbejde med den særlig anklager kan de anklagede gøre sig håb om ikke at blive straffet hårdt.
/ritzau/