DR tilbød flere skuespillere gavekort, gavekurve og symbolske beløb for at medvirke i en ny tv-produktion på DR Ultra.
Det skriver Politiken.
Tilbuddet om symbolske betalinger kom på trods af, at Danmarks Radio har en overenskomst med Dansk Skuespillerforbund.
Sagen møder hård kritik fra forbundet, hvor formand Benjamin Boe Rasmussen kalder DR's tilbud for "rystende".
- Jeg har rådet medlemmerne til at sige nej. Vi oplever det som enestående, at et medlem af Dansk Skuespillerforbund får at vide af en stor spiller på markedet som Danmarks Radio, at man skal arbejde uden for overenskomst, siger formand for Dansk Skuespillerforbund Benjamin Boe Rasmussen til Politiken.
Ifølge overenskomsten mellem Danmarks Radio og Dansk Skuespillerforbund er dagstaksten for professionelle skuespillere 3.691,63 kroner.
Den afviste DR Ultra direkte at betale, viser en korrespondance, som Politiken har set.
Ifølge avisen kontaktede en tilrettelægger fra DR selv teatret Svalegangen i Aarhus for at søge statister og skuespillere til programmet.
Forbund undrer sig
Forelagt kritikken fra Dansk Skuespillerforbund svarer Johanne Bagge, chef for DR B&U’s Ultra-redaktioner, i en mail til Politiken.
- Jeg kan se, at vores redaktion, som har søgt medvirkende til programmet, desværre ikke har haft kendskab til overenskomsten mellem DR og Dansk Skuespillerforbund, og det kan jeg selvfølgelig kun beklage. Der er kun blevet søgt statistmedvirkende, men jeg må medgive, at det er uklart formuleret, når ordet skuespiller er blevet brugt, skriver Johanne Bagge til Politiken.
Helt i hegnet
I Dansk Skuespillerforbund oplever man ikke sjældent, at visse prøver at hyre medlemmer til at lave noget uden for overenskomst, fortæller formand Benjamin Boe Rasmussen.
Han er chokeret over, at en institution som Danmarks Radio kan komme til at lave sådan en fejl.
- Langt de fleste producenter og teatre kender overenskomsterne og overholder dem. Det er helt i hegnet, at der sker en fejl på det niveau i en statslig virksomhed, siger Benjamin Boe Rasmussen.