Africa Cup of Nations åbnede lørdag med et af turneringens største navne på måltavlen.
Dortmund-angriberen Pierre-Emerick Aubameyang scorede mesterskabernes første mål, men hans land, Gabon, måtte alligevel nøjes med 1-1 i åbningskampen mod Guinea-Bissau.
Gæsternes Juary Soares snød sin noget mere kendte kollega for matchvinderrollen med sit udlignende mål i overtiden.
Aubameyang bragte Gabon foran efter 53 minutter, da han var vaks i det lille felt og kunne score i et tomt mål efter indlæg fra højre.
Dermed fik Gabon, som huser turneringen, udstukket kursen mod den bedst mulige start på værtskabet, men det kiksede altså til slut.
Aubameyang er blot en af mange stjerner, som er rejst fra store klubber for at deltage i mesterskabet, men han er også en af de mest profilerede.
Pierre-Emerick Aubameyang blev i 2015 kåret til Årets Spiller i Afrika, men måtte i 2016 nøjes med andenpladsen efter Riyad Mahrez fra Algeriet.
Africa Cup of Nations afvikles fra 14. januar til 5. februar.
I alt deltager 16 lande, og de er inddelt i fire grupper, hvorfra de to bedste hold går videre til kvartfinalerne.
Gabon og Guinea-Bissau er i gruppe med Burkina Faso og Cameroun, som senere lørdag spillede 1-1.
Anfører Benjamin Moukandjo bragte Cameroun foran i første halvleg, men Issoufou Dayo udlignede med et kvarter igen for Burkina Faso.
Dermed har alle hold i gruppe A et enkelt point efter turneringens åbningsdag.
/ritzau/