Ritzau
Opdateret kl. 15:38
Det bliver Marcel Keizer, der overtager det ledige trænersæde i fodboldklubben Ajax Amsterdam.
Den 48-årige træner, der hidtil har trænet klubbens ungdomshold, Jong Ajax, overtager posten fra Peter Bosz, der er skiftet til tyske Borussia Dortmund.
Marcel Keizer har fået en toårig kontrakt med option for yderligere et år med Ajax.
Her bliver han træner for blandt andre danskerne Kasper Dolberg og Lasse Schöne.
Ajax sluttede i den forløbne sæson som nummer to i Æresdivisionen i Peter Bosz' første sæson som cheftræner for klubben.
Nok så væsentligt førte træneren Ajax frem til finalen i Europa League, hvor det dog blev til et 0-2-nederlag til Manchester United.
/ritzau/