Nyheden om forlig for globaliseringspuljen bliver modtaget med glæde på de danske universiteter. I 2007 bliver der afsat en milliard ekstra til forskning, et tal der året efter stiger til to milliarder kroner.
Formanden for rektorkollegiet, der er de tolv danske universiteters interesseorganisation, Jens Oddershede, er tilfreds med den måde, pengene til forskningen er fordelt på.
»Der er en god balance mellem de strategiske midler, som går direkte til universiteternes ledelse og de penge, som forskerne skal konkurrere om. Vi har hele tiden stræbt efter en fifty-fifty fordeling, så det kunne næsten ikke være bedre,« siger Jens Oddershede.
Han roser forligspartierne for at tage et vigtigt skridt nærmere mod at gøre Danmark mere konkurrencedygtigt i forhold til udlandet.
»Jeg er overbevist om, at det vil øge konkurrencen. Det er en helt rigtig satsning for eksempel at give flere penge til øge forskningen i vedvarende energi,« siger han.
Forliget betyder, at universiteterne blandt andet får penge til bedre forskningsudstyr og flere penge til at ansætte omkring 800 forskere frem mod 2010.
På Danmarks Tekniske Universitet forventer rektor Lars Pallesen at ansætte mere end hundrede nye forskere.
»Det her er kulminationen på en lang debat, hvor de danske politikere har erkendt, at vi skal konkurrere på viden. Nu er der sat handling bag ordene,« siger Lars Pallesen.
Han er særligt glad for, at vedvarende energi bliver opprioriteret.
»Der er tale om en balance mellem midler til den frie forskning og den strategiske forskning. Det betyder, at man laver puljer til navngivne områder som vedvarende energi, miljø, transport, fødevarer og sundhed.«
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.