Fredag præsenterede sundhedsminister Astrid Krag (SF) regeringens lovindgreb om almen praksis.
Regeringen giver lægerne og regionerne en klar rammeaftale at forhandle ud fra og en deadline til at blive enige om de økonomiske forhold i en ny overenskomst.
Deadline er 1. september 2014, hvor de nye rammer, som beskrevet i lovforslaget, senest skal træde i kraft.
Lovforslaget bliver fremsat 28. maj og skal sikre:
* Alle har adgang til en praktiserende læge tæt på deres bopæl. Sådan er det ikke i dag, hvor der er få læger i visse områder langt fra byerne og i socialt belastede områder.
* Samtidig skal det sikres, at åbningstiderne hos lægerne er fleksible og tilpasset familiernes behov.
* Alle får behandling af ensartet høj kvalitet hos de praktiserende læger.
- Hjertepatienten skal kunne regne med, at lægerne kender og følger de "pakkeforløb", som giver de bedste behandlingsresultater. I dag er der store forskelle i de behandlingstilbud, som lægerne giver.
* Der skal være et bedre samarbejde mellem de praktiserende læger, sygehusene og hjemmesygeplejen.
- Den svagelige ældre skal have sikkerhed for, at lægerne er villige til at komme på hjemmebesøg sammen med hjemmesygeplejersken. I mange tilfælde kan det nemlig være afgørende for, om den ældre slipper for at blive indlagt på en medicinsk afdeling.
Kilde: Sundhedsministeriet
/ritzau/