Der er ingen grund til at få dårlig samvittighed, hvis du hører til den gruppe af mennesker, der napper en “morfar” på regelmæssig basis.
Tværtimod kan vanen med en eftermiddagslur faktisk vise sig at være gavnligt for dit mentale helbred.
Det viser et nyt studie, som er blevet offentliggjort i tidsskriftet General Psychiatry, fortæller Sky News.
2214 raske mennesker over 60 år fra flere store kinesiske byer deltog i undersøgelsen. De 1534 af dem tog regelmæssigt en eftermiddagslur på mellem fem minutter og to timer, mens resten ikke gjorde brug af en lur.
Forskerne udsatte deltagerne for en demenstest, og her viste det sig, at folk, der tog en eftermiddagslur, generelt havde bedre lokalitetsbevidsthed, mere flydende sprog og bedre hukommelse.
- Udover at reducere træthed giver eftermiddagslure flere fordele som for eksempel bevaring af hukommelsesevnen, bedre indlæring og et boost af den følelsesmæssige stabilitet, lyder det i studiet, der dog understreger, at de positive effekter ikke blev observeret i alle tilfælde.
Den britiske demensforsker Sara Imarisio understreger da også, at det kræver mere forskning i folks generelle sovevaner, før man kan konkludere, om en eftermiddagslur er med til at forbedre de kognitive egenskaber og modvirke demens hos ældre mennesker.