Dette er en klumme og udtryk for skribentens egen holdning
Et civiliseret samfund har krav på, at enhver ny lov, der vedtages i folketinget, har en så tydelig ramme og målsætning, at enhver samfundsborger uden besvær kan se og forstå rammen for lovens etiske, moralske og samfundsmæssige hensigt. Og ikke mindst grænsen for, hvornår en handling er forkert.
Det princip har folketinget flere gange brudt med gennem de sidste 4-5 år. Det gælder især Lov om psykisk vold og Samtykkeloven. I disse to love har man ændret princippet fra en objektiv vurdering af et strafbart forhold til alene at være en subjektiv vurdering fra et givet offer, som kun kan være en kvinde. Det begyndte med Lov om familieret efterfulgt af det udenretslige fænomen #Metoo, der ændrede vores retsprincip fra at være uskyldig til det modsatte er bevist til, at være skyldig hvis det kvindelige offer kan fremlægge en troværdig og sammenhængende forklaring. Det er et alvorligt brud med dansk retspraksis.
Reformer – mange reformer
Stort set alle politikeres favoritudtryk i disse år er ”reformer”. Vi skal lave reformer, mange reformer, der kan genskabe retfærdigheden og tilpasse en balance i samfundsudviklingen. Alt skal reformeres og helst meget hurtigt. Helle Thorning Schmidts regering mente endda, at den gik ”reform-amok” som om, at det var et bevis for politisk handlekraft. Og fælles for disse reformer er, at de helst skal gå så hurtigt som muligt, som et vidnesbyrd på politisk vision og fremdrift.
Af samme grund bliver de også gennemført med en sådan hast, at ingen kan nå at gennemskue eller i det hele taget forstå både de kortsigtede og langsigtede konsekvenser, af de nye normer og regler en given reform vil medføre, hvilket beskrives i vejledningerne. Sidste år blev det i en undersøgelse dokumenteret, at et meget stort antal politikere aldrig når at sætte sig ordentlig ind i den lovgivning, de skal stemme for, men alene forlader sig på ordførerne på området, hvilket i sig selv synes logisk, men også indebærer muligheden for fejl, manipulation, forførelse og begrænset indsigt, da de folkevalgte sjældent er fagspecialister på deres ordførerområde.
Mange reformer er slået fejl!
Det har Henrik Dahl fra LA skrevet en god artikel om i Jyllands-Posten 3/3 2023, hvor han henviser til Siggi Winther Nielsens tjekliste om årsagerne til de fejlslagne reformer i bogen Entreprenørstaten, hvor han viser, at stort set alle reformer gennem de sidste mange år er slået fejl.
Det kan der være mange grunde til, og én af dem kan som nævnt være mangel på grundigt forarbejde og hastværk. En anden kan være at kompetenceniveauet hos danske politikere lader meget efter at ønske. En tredje grund kan være at den politiske verden er så præget af stemninger og trends i samfundet, at man forfalder til at regulere disse sporadiske trends med lovgivning. I hvert fald kan man konstatere, at kriterierne for at blive valgt ind på tinge i dag langt mere fokuserer på forskellighed og kønsaktivisme, for at anvende et af tidens moderne begreber, end kvalifikationer, kompetencer, erfaring og indsigt.
Nok problematiseres det stadigvæk, at der ikke er lige mange kvinder og mænd på tinge, og i øvrigt alle andre steder i samfundet, hvor mænd indtil om kort tid stadig er i flertal og dominerer. Til gengæld er der et meget stort misforhold mellem repræsentationen af politikere med en feministisk og køns- og identitetspolitisk overbevisning i forhold til den meget lave repræsentation i samfundet, hvor kun ca. 15% vedgår at være feminister. Det samme gælder i øvrigt Wokeister. Så situationen er, aktivistiske minoriteter dominerer den politiske proces.
Og det er ikke kun kvindelige politikere, der er tale om, men i langt højere grad også mandlige politikere, der slet ikke ville sidde i folketinget på den røde side af den politiske frontlinje, hvis de ikke var mandefeminister. Med det siger jeg også, at størstedelen af de kvindelige politikere på den blå side af den politiske frontlinje også er radikale feminister, hvilket betyder, at en del lovgivning, som alene plejer kvinders interesser, uden at vi lægger mærke til det, stille og sikkert bliver fremstillet som helt naturlig og oplagt at gennemføre i retfærdighedens og kvindeundertrykkelsens navn.
Offerlovgivning
Her henleder jeg opmærksomheden på den tiltagende ”hemmelige” reform af dansk retspraksis. Det er en reform, som på overfladen synes og tjener det ædle formål at beskytte landets svage køn mod grumme mænd. Man kan også beskrive den som en tiltagende offerlovgivning.
Folketinget har igennem de sidste 4 år under overfladen reformeret vores strafferetssystem og retspleje, som nok så vigtigt er et af de bærende fundamenter i samfundet.
Det gælder Lov om psykisk vold, Lov om samtykkeerklæring, Lov om familieret, Børneloven samt #Metoo der ikke er vedtaget i folketinget men blev en udenretslige domstol med medierne og folket som domsmænd. Og snart kan vi vente en lov om partnervold/partnerdrab, Lov om Grooming og Lov om Stelting. Alt sammen lovgivning vendt mod mænd, båret på feminismens urigtige påstand om patriarkalsk undertrykkelse og om alle kvinders patent på at være ofre uden eget ansvar for noget som helst.
Fælles for ovennævnte lovgivning er, at man i ly af dyden af den nødvendige beskyttelse af den generelt undertrykte kvinde, altså har været nødt til at vende DNA’et i den danske retspraksis fra, at man er uskyldig til det modsatte, er bevist til, at man er skyldig til man har bevist sin uskyld, hvilket er umuligt. Hvis offeret er en kvinde, så taler hun altid sandt blot hun kan præsentere en tilfredsstillende grad af subjektiv troværdighed i sin fremstilling af et hændelsesforløb i disse sager. Det har den helt grundlæggende præmis, at alle kvinder altid taler sandt!
Nu er det bare sådan, at det for længst er dokumenteret, at alle mennesker og altså også kvinder lyver flere gange om dagen og i visse tilfælde mange gange om dagen. Og det er i langt de fleste tilfælde for at fremstille sig selv i et så positivt og optimalt lys for omverdenen som muligt. Det kaldes også manipulation og falsk markedsføring af sig selv som person.
Og hvis man har været tæt på en række sager i Familieretssystemet, så ved man med statsgaranti, at kvinder kan lyve. Og ikke nok med det, også med en kynisme og ondskabsfuldhed, der rammer alle omkring dem inklusiv deres børn. Det ænser de bare ikke, fordi de er i deres følelsers vold og deres had er så stort, at de ikke evner at handle imod deres følelsesmæssige fangenskab. Disse tilfælde opleves i sager om forældrefremmedgørelse, som netop er blevet anerkendt som begreb af landets socialminister, der nu efter mange års pres og veldokumenteret forskning samt 3 domme i højesteret, endelig finder det betimeligt at diskutere med alle partier på tinge. Første møde med ordførerne fandt sted inden sommerferien og socialministeren kunne umiddelbart konkludere, at det er en meget kompleks og vanskelige problemstilling. Ja, det er det. For hvordan kommer man om, at hele Familieretssystemet er indstillet på, at børn er kvindens ejendom?
Mange fædre og mandeorganisationer, vil følge forhandlingerne, men især det resultat, der vil komme ud af det. Ikke mindst fordi, at forhandlingsprocessen vil udfordre den feministiske reformation af vores retspraksis på netop Lov om psykisk vold, der blev vedtaget kun en måned inden den nye Familieretssystem trådte i kraft og viste sig at være en lov for kvinder mod mænd. Og nu også samtykkeloven.
Samtykkeloven er helt stukket af
Især har samtykkelovgivningen påkaldt sig meget stor opmærksomhed, fordi antallet af anmeldelser, rejste sager og domfældelse er eksploderet siden vedtagelsen af loven. Man vil sikkert hævde, at den ramte et meget stort vakuum i kvinders oplevelse af overgreb. Men det er vi mange, der meget gerne vil sætte spørgsmålstegn ved og diskutere. Det er nok mere præcist at sige, at lige netop her rammer feminismens subjektive sandhed og vendetta ind i deres behov for kastration af maskuliniteten.
Med de konsekvenser vi har oplevet siden vedtagelsen, ser det nu ud til, at vi skal forvente, at flere tusinde unge mænd på årsbasis vil blive dømt for voldtægt og ende i fængsel. Det er naturligvis fuldstændig uholdbart og en bombe under især de unge menneskers sociale liv og det sociale kønsspil, som har været reguleret gennem generationer af tidens holdninger og tendenser. Men aldrig har man tidligere forsøgt at sætte menneskers indbyrdes og hormonelt betingede sociale og følelsesmæssige kønsspil ind i en lov. Det er en absurditet, der vil ødelægge fremtidige generationers naturlige sociale og relationelle omgang med hinanden, og paradoksalt nok bliver kvinderne de største tabere. Det kan de takke deres kampivrige rabiate og aktivistiske medsøstre og mandlige medløbere for.
Det viser sig nemlig at en lang række anmeldelser er falske, netop fordi man ikke kan stole på at offeret altid taler sandt. Det kan handle om forsmåethed, bristede illusioner, bondeanger eller blot gemen hævn, at en kvinde indgiver en anmeldelse om voldtægt for at beskytte sin stolthed og ærbarhed. Af samme årsag kan man med sikkerhed konstatere, at en række unge mænd, kan risikere at blive dømt for voldtægt og havne i fængsel i 2½ år alene fordi man tillægger kvindens subjektive fortælling troværdighed. Ikke noget med en grundig efterforskning eller afhøring af vidner under vidneansvar, nej alene kvindens subjektive fortælling.
Feminismen har siden 1969 i en offergørelse af sig selv udråbt alle mænd til potentielle voldtægtsforbrydere og krænkere. Det er lige så absurd som, hvis vi mænd ville kalde alle kvinder for rundetrunter og løgnere. Det gør vi bare ikke, fordi vi for langt de fleste mænds vedkommende er ordentlige mænd, der respekterer ordentlige kvinder højt. Vi ved allerede, at nogle mænd har været udsat for falsk anmeldelse og heldigvis blevet frikendt. Men det har indtil videre ikke haft nogen som helst konsekvenser for kvinden. Det er altså gratis at beskylde en mand for noget så alvorligt som en straffelovsovertrædelse. Problemet er, at det automatisk sætter berettiget spørgsmålstegn ved samtlige anmeldelser.
Bevidst demontering af maskulinitet og mænd.
At demontere mænd og maskulinitet gennem ændring af retspraksis i gældende dansk lovgivning er direkte uklogt. Men det rystende faktum er, at de toneangivende rabiate og aktivistiske kvinder, der kun udgør en meget lille del af den danske befolkning i dag, styrer det danske folketing, medieverdenen og den offentlige sektor herunder den sociale sektor, den sundhedsfaglige sektor og undervisningssektoren.
Intet under at det danske samfund i stigende grad mistrives, når en rabiat minoritet slipper afsted med at ændre fundamentalt på sociale normer og dansk retspraksis ikke for at samle, men splitte det danske samfund og sikre sig magten over samfundet fra vugge til grav. Og det er blandt andet det, de fejrer d. 8. marts.
Lov om psykisk vold - alibi for kvinder i skilsmisse
Lov om psykisk vold blev udarbejdet og vedtaget under arbejdet med det nye familieretssystem og implementeret kun en måned før den nye Lov om familieret trådte i kraft. Lov om psykisk vold blev derfor et kærkomment alibi for alle de kvinder, der vil slippe af med faderen til deres børn, hvis de ønskede det i forbindelse med samlivsophør. Den lov underminerede fuldstændig det nye familieretssystem. Og alene det, at muligheden er til stede, betyder at magtforholdet mellem mand og kvinde er defineret og danner grundlag for sagsbehandling i det familieretslige system og i socialforvaltningerne.
Hvis en kvinde i et krisecenter hævder, at hun har været udsat for psykisk vold i parforholdet, skal man for det første tro på, at det er sandt, og så er der tale om en konflikt, og derfor kan der ikke blive tale om en ligeværdig deling af ansvaret for børnenes opvækst som adskilt familie. Denne påstand kan yderligere forstærkes ved at hævde, at der også har været tale om voldtægt, fordi kvinden i de sidste år af samlivet var gået med til samleje uden af have lyst til det, hvorfor det så kan karakteriseres som voldtægt.
Konsekvensen af denne procedure, som udfolder sig i kvidekrisecentrene og som dokumenteres i en krisecentererklæring, bliver, at børnene helt mister kontakten til deres far, hvilket er lige så slemt for faderen og hans familie, der helt mister kontakten til sine børn – selvom begge anklager er det pure opspind.
Familieretshuset meget værre for mænd end Statsforvaltningen
Derfor er Familieretshuset også blevet et endnu værre sted at komme for mænd, end det var tilfældet i den tidligere Statsforvaltning. Og i dag 4 år senere, er jeg overbevist om, at det også var meningen. Børn er kvinders ejendom, hvilket udsagnet ”barnets bedste” i realiteten betyder
Med #Metoo fik den dybt frustrerede kvindebevægelse endelig mulighed for at sætte trumf på deres kamp mod patriarkatets påståede undertrykkende adfærd gennem årtier. Her kunne offerrollen blive dyrket til det ekstreme og med mediernes feministiske dominans skabe en bølge af krænkelsessager, der blev undersøgt at KVINFO og inhabile feministiske advokater, som svarer til at sætte ræven til at vogte høns.
Feminismen har i det skjulte arbejdet på at dansk retspraksis er blevet ført tilbage til middelalderen, og det vil fortsætte, hvis ikke de mandlige – og fornuftige kvindelige – politikere snart åbner øjnene og siger fra.
Men måske vil det nu ændre sig? Til hele befolkningens store overraskelse viste det sig, at #Metoo fænomenet ikke var forbeholdt kvinders ret til at anklage mænd, men også at magtfulde kvinder kan blive ramt af samme anklager, som i tilfældet Lizette Riisgaard. Det var en voldsom streg i regningen for den aktivistiske kvindebevægelse.
Alle i et demokratisk samfund skal være lige for loven og bærer et ligeværdigt ansvar for, at en hvilken som helst lov kan overholdes. Intet samfund kan holde til, at der kun lovgives mod en befolkningsgruppe i dette tilfælde mændene.
Torben Haugaard er selvstændig konsulent, psykoterapeut og erhvervsrådgiver. Medlem af Manderådet. Foto: Privat