Det var en enestående triumf for Atalanta, Bergamos stolthed, da holdet for godt en måned siden for første gang deltog i Champions League-slutspillet:
Onsdag den 19. februar blæste de nemlig Valencia, det spanske storhold, ud af banen med imponerende 4-1.
Det var desværre en triumf, der nu ligner en tragedie:
Kampen, der blev spillet i Milano på det berømte San Siro Stadion, normalt hjemmebane for AC Milan og Inter, har efter alt at dømme forværret den italienske corona-katastrofe.
43.000 ellevilde Atalanta-tilhængere, foruden 2.500 knap så begejstrede Valencia-fans, eksploderede den aften i jubeludbrud, omfavnelser, kys og glædesskrig – og det har, skriver flere italienske medier nu, efter alt at dømme været en gave til virussen.
Francesco Le Floche, italiensk læge med speciale i epidemier, forklarer i Corriere Della Sera, den store Milano-avis, at den store fodboldkamp reelt var en ’biologisk bombe’:
”Forsamlingen af tusinder af mennesker, to centimeter fra hinanden, som råbte og kyssede, kan meget vel have været en gave til virussen. Den aften var der et enormt udbrud af viruspartikler fra munde og næser,” forklarer han.
Set i bakspejlet, understreger lægen, burde den kamp naturligvis aldrig have været spillet.
Ikke til at bære
I dag er Italien epicentret for corona-pandemien. Tusindvis af italienere er allerede døde. Lombardiet, oppe i den nordlige del af nationen, er allerhårdest ramt – og inde i Lombardiets midte finder vi Bergamo, hjemsted for Atalanta-fodboldklubben, som er ramt i uhyggelig grad.
Lige nu befinder Italien sig som bekendt i en national katastrofetilstand. Spanien, hjemsted for blandt andet Valencias fodboldhold og tilhængere, bevæger sig i samme retning. Begge nationer er nu i total nedlukning. Det er næsten ikke til at bære.
De, der tror og håber, at vi lige om et øjeblik kan vende tilbage til fede fodboldkampe – enten de allerstørste på Bernabeu, Camp Nou, Old Trafford, Anfield eller vores egne i Parken, MCH Arena i Herning, Nordjyske Arena i Aalborg – tager givet fejl. Det for farligt lige nu.
Jeg tænker på den sidste fodboldkamp, jeg var til – søndag den 1. marts i Parken mellem FCK og AaB:
Den dag var vi 13.240 tilskuere til en brag af en kamp – med først endeløs jubel hos FCK’s tilhængere, da holdet kom foran 3-0; dernæst samme jubel hos AaB’s fans, da holdet fik reduceret til 3-2 og var tæt på at udligne til allersidst.
Den aften jublede, råbte og omfavnede tusinder af os hinanden. Som vi altid har gjort. Den aften skulle vise sig at være den sidste kamp med tilskuere i en rum tid. Nu er EM udsat med et år. Superligaen, Champions League, det hele på ubestemt tid.
Fristende at fortsætte
Det er selvfølgelig ikke særligt vigtigt – midt i den potentielle katastrofe vi står midt i – men det er virkelig tankevækkende at erindre sig om, hvor langsommelig denne verdens fodboldbosser var til at få lukket ned for de biologiske bomber, som stadions desværre er.
Rundt om i Europa var pengenes magt så stor – og så fristende – at alt for mange klubejere lod bolden rulle for længe. Bundesligaen i Tyskland blev først lukket ned, da nogle af de absolutte stjerner, ikke mindst Thiago Alcantara fra Bayern München, truede med mytteri.
Hvad kan vi lære af det her?
Vi kan lære, at det er så forbandet vigtigt at lukke ned, når dem, der virkelig ved noget om virusser – det vil sige de specialiserede læger – siger, vi skal gøre det. Så må vi leve uden fodbold og den slags i en rum tid. Det er ærligt talt ikke noget stort offer.