De fleste af os ville nok dumpe, hvis vi skulle tage teoriprøven til kørekortet, men også mere gængse og ligetil spørgsmål kan drille. Der er adskillige færdselsregler at huske, når vi sætter os bag rattet — og for mange er det en årrække siden, at vi rent faktisk modtog undervisning i stoffet.
Således har reservedelsforhandleren Carpadoo sat sig for at undersøge danskernes viden om bilsikkerhed. 1.705 danskere røg til tasterne og quizzede sig gennem spørgsmål om advarselssymboler, dækmønstre og meget mere. Resultatet er en blandet bolsjepose af “godt og skidt”.
Alle respondenter blev stillet de samme 14 spørgsmål. Ud af de 1.705 har kun 46 personer (2,7 % af deltagerne i undersøgelsen) svaret rigtigt på alle 14 spørgsmål. Spørgsmålene om dæk, lys, børn i bilen og advarselssymboler er alle ellers i en sværhedsgrad, hvor man bør forvente, at folk med kørekort kender svaret.
Det svære spørgsmål
Spørgsmålet som flest har svaret forkert på lyder: "Hvis barnet sidder fremadvendt, er det så lovpligtigt at slå airbag fra?”
57,5 % af respondenterne svarer “ja” – og dermed forkert på spørgsmålet. Grunden til den store procentdel af forkerte svar, kan skyldes, at man hos Rådet for Sikker Trafik rent faktisk anbefaler, at airbaggen frakobles, når der overfor sidder et barn på under 140 cm.
Det svar, hvor flest formåede at svare korrekt, var ved spørgsmålet om betydningen bag advarselssymbolet for “manglende brug af sele”. Hele 99,4 % af de 1.705 respondenter svarede korrekt på denne. Det betyder at kun 11 deltagere tillagde symbolet en anden — og forkert betydning.
Carpardoos undersøgelse viser, at selv om danskernes viden om bilsikkerhed gennemsnitligt er god — er den langt fra tilstrækkelig. I 2018 fik 3.458 mennesker personskader og 171 gik bort i trafikulykker.
Se undersøgelsen her