En kraftig storm nærmer sig fredag flere populære turistdestinationer i Thailand, og de seneste dage har titusindvis af besøgende pakket deres kufferter og er søgt væk.
Men ikke den 74-årige dansker Kjeld Wetlesen, som onsdag ankom til Koh Samui sammen med sin hustru. Øen ligger lige midt i stormens forventede bane.
- Vi er kommet ned fra det nordlige Thailand for at besøge vores søn og hans børn, og så synes vi, at det ville være lidt tarveligt at melde afbud. Vi føler os helt sikre her, hvor vi er, understreger han.
- Det regner kraftigt, men blæsten er endnu ikke særlig voldsom, siger han i telefonen fredag morgen dansk tid fra sin bungalow.
Ifølge de lokale vejrmeldinger, som ægteparret holder øje med, skulle uvejret toppe midt på eftermiddagen lokal tid på Koh Samui.
- Det er sådan cirka om to timer, og vi har da tænkt os at holde os inde resten af dagen.
- Lige nu sidder vi på verandaen ved vores bungalow tæt på stranden og kan se meget høje bølger slå ind over murene. Jeg var i morges nede på stranden, men den er nu helt tom for mennesker på grund af ødelæggelserne fra de voldsomme bølger, fortæller han.
Fredag er det ikke muligt at komme hverken fra eller til Koh Samui. Al fly- og færgetrafik til øen er indstillet på grund uvejret.
Men Kjeld Wetlesen fortryder ikke beslutningen om at blive på øen.
- Jeg føler mig helt tryg. Hotellet her er stort og moderne og byggeriet af høj kvalitet. Det ser ud til at være halvt eller trekvart fyldt, siger han.
Den tropiske storm med navnet Pabuk er den kraftigste i området uden for monsuntiden i 30 år.
Den ventes at ramme Koh Phangan og Koh Tao samt Koh Samui fredag. Derefter slår den ind over fastlandet.
/ritzau/