42 danske soldater er omkommet i Afghanistan. I Irak døde syv. Tusindvis er vendt hjem med fysiske eller psykiske skader. Eller begge dele.
Den menneskelige risiko ved en militær udsendelse er til at føle på, men det afholder ikke nye danske soldater fra at søge om at blive sendt ud. Tværtimod. Det skriver Kristeligt Dagblad.
De seneste fire år er antallet af nye soldater, der ønsker at komme på mission, steget, mens antallet af pladser er faldet, fordi Danmark neddrosler sit udenlandske militære engagement.
For at blive udsendt første gang skal en soldat efter endt værnepligt optages på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse, HRU, som varer otte måneder.
I 2008 søgte 1099 personer ind, mens 1181 søgte ind sidste år. De samme år er antallet af førstegangsudsendte soldater faldet fra 574 til 147.
Hverken risikoen eller den forringede mulighed for at komme af sted afholder altså soldaterne fra at ville udsendes, særligt til Afghanistan.
Det er der flere årsager til, forklarer Vibeke Schmidt, chefpsykolog i Forsvaret.
- Der er et helt klart hierarki over ønskerne om udsendelse, og særligt de unge søger ind på HRU, fordi de populært sagt vil ud og gøre en forskel, siger hun.
- Lidt længere nede i hierarkiet kommer selve oplevelsen, og så spiller det særlige kammeratskab ind, hvor man er sammen på liv og død. Endelig tiltaler det mennesket som sådan at føle, at man har været en del af noget større, siger Vibeke Schmidt.
Risikoen ved en udsendelse er alle soldater bevidste om, mener chefpsykologen. For hvis soldaterne ikke selv er det, skal familien nok gøre dem opmærksomme på det. Og faremomentet kan ligefrem være en drivkraft.
- Det kan give et ekstra element at være sammen på en måde, så man kan modstå risikoen og holde hovedet koldt. Menneskeligt er der noget særligt ved at kunne tænke klart og handle, selvom man er udsat," siger Vibeke Schmidt.