OL er et overstået kapitel, men sportsaktiviteterne i Rio de Janeiro er langt fra forbi. Fra onsdag går det nemlig løs ved de paralympiske lege, også kendt som handicap-OL.
Ved OL i Rio overgik Danmark sin egen målsætning ved at vinde 15 medaljer, og den store succes vil man bruge som inspiration ved de paralympiske lege, hvor den officielle målsætning er at hente fem medaljer som i 2012.
Det fortæller Michael Møllgaard Nielsen, der er chef de mission for den danske delegation.
- Vi kan og skal bruge det som inspiration. De atleter, vi har med herovre, er ikke handicappede atleter. Det er atleter med et handicap, så jeg ser ingen forskel.
- Det er da super inspirerende, at et land som Danmark kan sprænge sin egen målsætning, siger han.
Mange af de danske para-atleter har hentet gode resultater forud for de paralympiske lege, men Møllgaard Nielsen mener ikke, at fem medaljer er et beskedent mål.
- Vi synes jo, det er ambitiøst. For det svarer jo til, at hver fjerde danske atlet skal tage en medalje. Og det er også realistisk, synes vi.
- Det er ikke det største hold, vi har deltaget med. Vi er kun 21, det mindste danske hold i nyere tid, men det er til gengæld et stærkt hold.
- 14 af de 21 atleter har taget EM-, VM- eller paralympiske medaljer. De er vant til at være på det allerhøjeste niveau.
Ifølge ham er rytterne Susanne Sunesen og Annika Lykke Dalskov Risum, bordtennisspilleren Peter Rosenmeier, svømmeren Jonas Larsen og atletikudøveren Daniel Wagner Jørgensen de største danske medaljefavoritter.
Men Michael Møllgaard Nielsen håber også at se andre blande sig i medaljestriden.
- Kan vi få mere, gør vi også gerne det. Vi har set, at vi kan gøre det til OL, så det er da absolut inspirerende, siger han.
/ritzau/