Der var ingen danske deltagere på det hold, som søndag vandt kvindernes holdløb ved VM i cykling i østrigske Innsbruck.
Canyon Sram Racing tilbagelagde de lidt mere end 54 kilometer i tiden 1 time, 1 minut og 46,60 sekunder, hvilket sikrede det tyske hold VM-guldet.
To danskere kørte også for hold, der var tippet til at kunne blive verdensmester. De måtte dog nøjes med de to andre pladser på podiet.
Det blev til en sølvmedalje for danske Amalie Dideriksen og Boels Dolmans-holdet. Det hollandske cykelhold var 21,90 sekunder langsommere end vinderholdet.
Yderligere cirka syv sekunder langsommere var bronzevinderne Sunweb, der havde Pernille Mathiesen med.
Det danske hold Virtu Cycling satte sjettebedste tid. Holdet var lidt over to minutter efter det vindende hold.
Søndag eftermiddag køres mændenes holdløb. Her er Mads Würtz Schmidt (Katusha), Michael Valgren, Magnus Cort (begge Astana), Kasper Asgreen (Quick-Step) og Søren Kragh Andersen (Sunweb) med.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.