Danske Dennis Christensen er blevet dømt skyldig i Rusland for at fremme Jehovas Vidner, hvor han har siddet fængslet i over 600 dage. Dommen lyder på seks års fængsel.
Det oplyser Amnesty Danmark.
- Christensen har aktivt bidraget til fortsættelsen af aktiviteterne for den forbudte religiøse ekstremistiske organisation Jehovas Vidner Orjol, sagde den russiske dommer ifølge Amnesty Danmarks mand i retten.
Amnesty oplyser, at Dennis Christensens varetægtsfængsling tæller med i straffen og tæller dobbelt. Dermed står han altså ikke over for yderligere seks års afsoning.
Dommen kan appelleres til den regionale domstol, der ved en appel tager stilling til både straf- og skyldsspørgsmålet.
- Når den endelig dom af afsagt, og Dennis Christensen har afsonet halvdelen af sin straf, kan han søge prøveløsladelse, skriver Amnesty.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) skriver i en kommentar, at man fortsat vil yde bistand til Dennis Christensen.
- Det er under al kritik, at Jehovas Vidner karakteriseres som en ekstremistisk organisation og sættes i samme kategori som voldelige terrororganisationer. Det hører ingen steder hjemme.
- Udenrigsministeriet og den danske ambassade i Moskva har igennem hele forløbet ydet konsulær bistand til Dennis Christensen - og det vil vi blive ved med. Også hvis han skulle ønske at anke sagen, skriver udenrigsministeren.
Menneskerettighedsorganisationen mener ikke, at Dennis Christensen har gjort andet end at gøre brug af sin religiøse frihed. Og det burde ikke være strafbart.
- Det er helt ekstremt, hvad der foregår i Rusland lige nu. Vi betragter Dennis Christensen som en samvittighedsfange, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.
- De ting, han er blevet anklaget for og nu kendt skyldig i, er ikke noget, der kan anerkendes som en forbrydelse. Det er simpelthen udøvelsen af hans religiøse frihed.
Den 46-årige dansker har siddet fængslet, siden han i maj 2017 blev anholdt under en bibellæsning i den russiske by Orjol.
Anholdelsen af Dennis Christensen i maj 2017 kom i kølvandet på, at den russiske højesteret en måned tidligere havde indført et forbud mod Jehovas Vidner.
Det betyder, at trossamfundet står på samme liste som nynazister, skinheads og terrorsympatisører.
Det er i princippet ikke forbudt at være Jehovas Vidne. Men vidner må ifølge højesterettens dom ikke praktisere og missionere i landet.
Ud af de estimerede 170.000 medlemmer, der er bosat i Rusland, er 26 vidner ifølge Berlingske indtil december 2018 blevet anholdt.
/ritzau/