Der er hele fem danskere med, når finalerunderne i European Tour-turneringen Wales Open i Newport bliver spillet i weekenden.
Det står klart efter fredagens anden runde, hvor den danske kvintet spillede sig videre i turneringen, som har stolte danske traditioner.
Bedste dansker indtil videre er Anders Hansen, der ligger nummer 20 fem slag efter førende Liam Bond.
Men også Søren Kjeldsen, Andreas Hartø, Thomas Bjørn og Søren Hansen er med i finalen lørdag og søndag, hvor der dog skal ske store ting, hvis nogen af dem skal blande sig i den absolutte topstrid.
Liam Bond er turneringens store overraskelse. Den 43-årige waliser er rangeret som nummer 1528 i verden og fik først besked om, at han skulle deltage i turneringen onsdag eftermiddag.
Nu fører han altså efter de første to runder og går ind til finalespillet med et forspring på et enkelt slag ned til nordmanden Espen Kofstad.
Mindre godt gik det for Thorbjørn Olesen, Lasse Jensen og Morten Ørum Madsen, der ikke klarede cuttet og dermed er færdig for denne gang.
To gange har Wales Open fået en dansk vinder. Steen Tinning vandt den allerførste udgave af turneringen i 2000, mens Jeppe Huldahl sørgede for en ny dansk triumf i 2009.
/ritzau/