Når vi mangler et par sko, en computer, mobiltelefon eller julegaven, så er det i stigende grad på internettet, at vi gennemfører handlen.
Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Ifølge statistikbankens opgørelse, er e-handlen mere end fordoblet siden 2005, og den står nu for 1,6 procent af den samlede omsætning i detailbranchen.
Benjamin Gundgaard er ekspert i e-handel og har hjulpet flere danske virksomheder med at øge deres salg via nettet. Ifølge ham er der flere grunde til stigningen, men han peger især på en bestemt grund.
- Det har helt sikkert meget at sige, at det er nemt at sammenligne priser på nettet via forskellige hjemmesider som eksempelvis Kelkoo, siger han.
Han vurderer, at folk er blevet mere ivrige efter at finde de gode tilbud på nettet i takt med, at økonomien er blevet mere presset i de seneste år.
Han henviser til en analyse, som Nordens førende udbyder inden for internet-betalingsløsninger, DIBS, har lavet.
Den viser, at 61 procent angiver pris som grunden til at de handler på nettet.
Benjamin Gundsgaard tror på, at det er en udvikling, der fortsætter.
- Man skal til at se e-handel som mere end internettet, men som noget der kan foretages via mobilen, iPad og fjernsynet. Og i takt med at der kommer flere platforme, kan jeg ikke se, hvorfor salget ikke skulle stige, siger han.